Vaccination

Udlandsvaccination

Rådgivning ift. sygdomsforebyggelse (rejsevaccinationsplan) tilbydes, men er en helt privat ydelse, som ikke er sygesikringsdækket. Vær opmærksom på, at vaccinationen oftest skal påbegyndes mindst 1 måned før afrejse for at være beskyttende.

Rejsevaccinationsplanen bestilles ved kontakt til Lægehuset via mail eller tidsbestilling ved sygeplejerske Anne Dorthe. Følgende oplysninger er nødvendige:

  • Nøjagtig rejseplan med datoer, varighed af ophold, mellemlandinger (gul feber områder) og hvilke lande, som besøges
  • Rejsens art (alm. turist- eller forretningsrejse, besøg i hjemland, rygsækrejse, camping, trekking el. lign. naturrejse)
  • Antal rejsende, som er omfattet af rejsevaccinationsplanen. Hvis børn deltager, også deres alder og vægt
  • Evt. kroniske lidelser (KOL, diabetes, hjertesygdom m.fl.)

Influencavaccination

Lægehuset er årligt åbent for vaccination de 2 første uger i oktober fra kl. 14.00 - 16.00, herefter ved tidsbestilling indtil den 30. december. For gravide i 2. - 3. trimester gælder tilbuddet dog til og med 31. marts.

Sundhedsstyrelsen anbefaler alle over 65 år at lade sig vaccinere mod influenza. Desuden anbefales vaccination til personer med:

  • Kroniske lungesygdomme
  • Hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)
  • Diabetes 1 eller 2 (sukkersyge)
  • Medfødt eller erhvervet immundefekt
  • Påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
  • Kronisk lever- og nyresvigt
  • Svær overvægt (vejlende BMI > 40)
  • Alle gravide i 2. og 3. trimester

Er du i en af ovennævnte grupper eller førtidspensionist kan du få vaccinationen gratis.

Læs videre ved Sundhedsstyrelsen.


Pneumokokvaccination

Flere risikogrupper anbefales vaccination, da pneumokokker er en alvorlig og hyppig årsag til lungebetændelse - ca 30% af alle lungebetændelser.

Følgende personer kan få tilskud fra sygesikringen til vaccination:

  • KOL og alder > 65 år
  • Nedsat lungefunktion til 40% eller lavere
  • Hjertepumpesvigt og alder > 65 år
  • Sukkersyge og alder > 65 år
  • Manglende milt
  • Anden kronisk hjerte-, lunge-, lever- og nyresygdom > 65 år

Hvis du tidligere er vaccineret mod pneumokker eller har haft pneumokoksygdom, skal der måles antistoffer (om du fortsat er beskyttet = immun) inden evt. ny vaccination.

Hvis du ikke er immun anbefales 2 vaccinationer:

  • Prevenar (ca 600 kr)
  • Pneumovax (ca 300 kr) mindst 8 uger efter Prevenar.

Ved 2 vaccinationer med prevenar og pneumovax er man beskyttet i 10 år.

Ønsker du vaccination må du gerne kontakte din læge. Vi udskriver recept på vaccinen, som skal medbringes fra apoteket.


Mæslingevaccination

Den 1. april 2018 er indført et gratis vaccinationstilbud til voksne, som ikke er immune overfor mæslinger (MFR-vaccination).

Målgruppen for tilbuddet er ikke-immune voksne, som er født i 1974 eller senere, idet Sundhedsstyrelsen antager, at alle personer født før 1974 har haft mæslinger og derfor er immune.

Ved henvendelser fra borgere, som ønsker MFR-vaccination mod mæslinger tjekkes borgerens vaccinationsstatus på Det Danske Vaccinationsregister (DDV). Du kan også selv se om du har fået vaccinationen ved at logge på hos FMK her.


Børnevaccination

Det danske børnevaccinationsprogram er et tilbud til alle børn om gratis vaccination mod ni infektionssygdomme. Piger kan desuden vaccineres mod livmoderhalskræft.

Vaccinationer forebygger sygdomme, som kan være alvorlige for barnet. For nogle børnesygdomme gælder, at de er meget smitsomme, og at næsten alle børn vil få sygdommene på et eller andet tidspunkt, hvis de ikke er vaccinerede. Dette gælder for mæslinger, fåresyge, røde hunde og kighoste.

Læs videre ved Statens Serum Institut.


HPV-vaccination

Vaccination mod Human Papilloma Virus (HPV-vaccination) har været en del af det danske børnevaccinationsprogram siden 1. januar 2009. 

Piger i alderen 12 til 17 år. HPV-vaccination til drenge bliver indført 1.9 2019 og vil omfatte drenge, der fylder 12 år den 1. juli 2019 eller senere, og tilbuddet gælder indtil de fylder 18 år.

Den gratis vaccination omfatter også andre grupper.

Læs mere på Statens Serum Institut.


Helvedesild (Herpes Zoster)

Helvedesild er et smertefuldt udslæt, der skyldes genaktivering af varicella-zoster virus, der også er årsag til skoldkopper. 

Helvedesild-vaccine indeholder svækket, levende varicella-zoster virus (Zostavax®). Vaccinen mod helvedesild gives som en injektion under huden (subkutant) i overarmen. Vaccinen gives kun 1 gang.

Helvedesild-vaccinen er godkendt til personer fra 50 års-alderen og bør overvejes hos personer over 60, der tidligere har haft skoldkopper og er i risiko for at udvikle helvedesild.

Vaccinen bør ikke gives til personer under 50 år. Derudover må den ikke gives til personer, der er allergiske overfor indholdstoffer i vaccinen eller personer med nedsat immunforsvar. Vaccinen må ikke gives til gravide eller ammende.


Det Danske Vaccinationsregister (DDV)

På Det Danske Vaccinationsregisters hjemmeside kan du som borger logge på med NemId og selv danne overblik over dine udstedte og planlagte vaccinationer. Læs mere eller log på.